Voergård

Voergårds smalle nordfløj blev anlagt som bispegård omkring 1520. I 1580'erne blev den østvendte portfløj med sandstensportal og kantede hjørnetårne tilføjet. Voergårds østfløj, opført af Ingeborg Skeel, er et af de smukkeste eksempler i Danmark på renæssancens pragtlyst.

• Nordjylland, Vendsyssel, Dronninglund Kommune, 16 km sydvest for Sæby

• Offentlig adgang til hovedbygning og park

• Det Grevelige Oberbech-Clausen-Péanske Familielegat

• 336 ha

• Opført omkring 1520 (nordfløjen). Den vestvendte østfløj med hjørnetårne 1586-91.

   Restaureret 1873-76, 1902-10 og 1955-60

• Bygningen

Hovedbygningen består af to vinkelbyggede fløje i to etager. Ældst er nordfløjen, der blev opført af Børglumbispen Stygge Krumpen som et relativt beskedent stensat jagthus i begyndelsen af 1500-tallet. I øverste etage spores endnu resterne af en vægtergang med skydeskår. Det smalle høje hus i munkesten afsluttes mod øst med en gotisk kamtakket gavl med særegne kølbuede blændinger.

Voergård er dog først og fremmest præget af den fornemme vestfløj opført 1586-91 ved den hollandske renæssancearkitekt Philip Brandin for bygherren fru Ingeborg Skeel. Endnu et bemærkelsesværdigt eksempel på, at en række af renæssancens adelskvinder stod bag opførelsen af nogle af tidens smukkeste private bygningsværker (Berritsgård på Lolland og Holckenhavn på Fyn fx).

Vestfløjen er opført i røde mursten under et teglhængt rødt sadeltag med portgennemkørsel midt på den 11 fag lange facade, der på vestsiden afsluttes med to ottekantede hjørnetårne. Tårnene har tegltækkede pyramideformede taghætter. Mod gårdspladsen er rejst to mere beskedne trappetårne.

Facadens udsmykning har ingen paralleller i Danmark. Over den lave tilhugne granitsokkel rejser de høje, glatte kældermure sig som en slags brystpaneler i røde mursten. Først med stuevinduernes underkant begynder den overdådige sandstensornamentik, hvor vandrette og lodrette sandstensindfatninger afgrænser bygningens enkelte vinduesfag. De regelmæssigt anbragte vinduer er indfattet i rigt varierede sandstenskarme. Fagene indrammes af murpilastre afsluttet med kapitæler. Tagudhænget bæres af konsoller i form af volutformede egetræsknægte.

Vestfacadens mest markante kunstværk er sandstensportalen fra 1588, der er formet som en triumfbue med fire doriske halvsøjler, hvilende på et firkantet postament med løvehoveder. Selve portbuen er indrammet af mærkværdige diademhoveder. Mellem søjleparrene er to lysnicher, over hvilke er indsat indvielsestavler med Ingeborg Skeels og hendes i 1585 afdøde mand Otto Banners våben og årstallet 1588. Øverst ses Fr. 2.'s monogram. Porten afsluttes med en vandret »hovedfrise«. På den østvendte gårdside er porten indrammet med rustik kvadermuring.

Den triumfbuelignende sandstensportal på Ingeborg Skeels Voergård fra 1588 er landets fornemste herregårdsportal fra renæssancetiden.

• Interiør

I den gamle nordfløj er bevaret to oprindelige sale fra bispetiden under krydshvælvede lofter. Særlig skal fremhæves stueetagens rum med de fire hvælv båret af vægkonsoller og midt i rummet af en granitsøjle med kapitæl. I nordfløjens oprindelige tøndehvælvede kældre findes det modbydelige fangehul Rosedonten, der dog først blev indrettet, da Voergård i midten af 1500-tallet hørte under den kongelige lensmand Erik Rud

Voergårds vestfløj er præget af ombygninger i 1700-tallet, bl.a. den såkaldte »guldstue« indrettet i 1730'erne i barokstil med gyldenlædertapeter og loftsudsmykning i regence-barok. Efter greve Ejnar Oberbech-Clausens overtagelse af godset i 1 955 blev Voergårds indre gennemgribende moderniseret og møbleret med kostbart indbo, der stammer fra det af greven arvede palæ i Paris.

• Omgivelser

Voergård ligger på et stort kvadratisk voldsted omgivet af en af landets bredeste vandfyldte voldgrave. På borgbanken erstatter en række lindetræer den »manglende« sydfløj. På voldstedets vestside er en muret bro over graven. Ved renoveringen af broen i 1955 blev der påvist interessante rester af den oprindelige bro. Denne har næppe stået tilbage for portalen. Broen er i dag flankeret af fire våbenholdende løver. Konstruktionen har formentlig lignet den samtidige bro over Valløs voldgrav på Sjælland.

Voldstedet er omgivet af et parkanlæg på alle fire sider. Parken blev anlagt i 1768, men omlagt efter Oberbech-Clausens overtagelse af Voergård i 1955. I parken findes grotter og drivhuse, rosen- og staudehaver og en stor krydderihave. Det hele præget af grevens franske forbindelse.

VIGTIGE ÅRSTAL

1536 Voergård tilfalder kronen efter at være blevet hærget under borgerkrigen af Skipper Clements oprørshær.

1586 Ingeborg Skeel overtager Voergård og opfører den nuværende hovedfløj med portal.

1598 Chr. 4. besøger den nyopførte renæssancegård.

1604 Ingeborg Skeel dør og begraves ved siden af sin mand Otto Banner i Voer Kirke under et pragtfuldt epitafium.

1872 Juristen Peter Brønnum Scavenius køber Voergård.

1915 P.B. Scavenius' brodersøn, udenrigsminister Erik Scavenius køber Voergård.

1963 Voergård overgår til en familiefond, der åbner dørene for offentligheden til en af landets prægtigste renæssancebygninger.

• Historie

Den beskedne sædegård Voergård blev erhvervet af Børglumbispen Niels Stygge Rosenkrantz i 1518. Godset blev sidenhen overdraget den sidste Børglumbiskop, Stygge Krumpen, der formentlig opførte dele af nordfløjen. Voergård blev angrebet og delvist ødelagt af Skipper Clements bondehær i 1534. Ifølge traditionen opholdt Stygge Krumpen sig på borgen under angrebet, og det lykkedes ham at undslippe ved sammen med sin elskerinde, Elsebeth Gyldenstjerne, at skjule sig i en bageovn. Siden slap den ugudelige biskop ikke fra fængsling ved reformationens gennemførelse i 1536. Han var den sidste biskop, der blev løsladt i 1542, men han blev som de øvrige løsladte biskopper forlenet med et af de nedlagte klostre Stygge Krumpen levede resten af sine dage som kongelig lensmand på Asmild Kloster, hvor han døde 66 år gammel i 1551.

Voergård tilfaldt kongehuset ved reformationen. Fr. 2., der i 1570'erne var travlt optaget af at koncentrere sine godsbesiddelser, afhændede i 1578 Voergård til Karen Krabbe, enke efter adelsmanden Niels Skeel. Hun overlod kort efter gården til sin datter Ingeborg, gift med Otto Banner til Asdal. Hr. Banner døde i 1585, og næppe var han død, før den sørgende fru Ingeborg påbegyndte opførelsen af sit pragtpalads. Så storslået var det, at Chr. 4., der som bekendt ikke stod tilbage i pragtudfoldelse, besøgte den afsidesliggende herregård i 1598. Til gengæld var den foretagsomme Ingeborg Skeel ikke særligt populær på egnen. Pengegrisk, gerrig og grusom mod såvel undergivne som ligestillede ifølge rygter og sagn. Hun døde barnløs i 1604, hvorefter fulgte fire års arvestridigheder om gården. Fruen selv røg ifølge folketroen direkte i helvede, hvorfra hun med jævne mellemrum vender tilbage og som et af landets mest flittige spøgelser hjemsøger Voergård fra fangekælder til loft.

Det blev den nordjyske adelsslægt Arenfeldt, der i 1608 fik Voergård tildømt. Slægten ejede gården til 1670. L over hundrede år, fra 1688 til 1791, tilhørte Voergård Reedtz-, siden Reedtz-Thott-slægten. Efter en lang række ejerskift i løbet af 1800-tallet købte landvæsenskommissær Peter Brønnum Scavenius den gamle hæderkronede gård, som han istandsatte ved den dygtige arkitekt August H. Klein (Skovsbo på Fyn og Oksholm ved Limfjorden) i 1873-76 og 1902-10. Efter P.B. Scavenius' død i 1914 blev godset overtaget af brorsønnen, udenrigsminister Erik Scavenius. I hans ejertid blev alle tilliggender frasolgt. De sidste 358 ha med avlsgården afhændede Scavenius til Statens Jordlovsudvalg i 1933, hvorved 20 husmandsbrug kunne oprettes. Som leder af samarbejdsregeringen under besættelsen var Erik Scavenius ikke just populær i tiden efter krigen. Voergård afhændede han i 1946 til konsul Poul E. Rütsebeck; der snart efter tilbagekøbte avlsgården og siden fik lagt godt 300 ha ager til denne.

I 1955 blev Voergård købt af grev Ejnar Oberbech-Clausen. Ejnar Clausen var som ung blevet ansat på et fransk vinslot, hvor han siden blev gift med den grevelige enke, født Péan. Ved hendes død vendte han tilbage til Danmark med væsentlige dele af grevindens franske palæmøbler, som under nogen pressebevågenhed såvel i Frankrig som i Danmark blev installeret på Voergård. Ved grevens død i 1963 er Voergård ved testamentarisk bestemmelse overgået til Det Grevelige Oberbech-Clausen-Péanske Familielegat. Legatet har prisværdigt åbnet Voergård for offentligheden. Her kan man nu betragte den stille kamp mellem grevinde Péans tunge franske møblement og Ingeborg Skeels renæssanceborg.

INGEBORG SKEEL OG SPØGERIERNE PÅ VOERGÅRD

Voergårds bygherre, Ingeborg Skeel (1545-1604), har fået et skidt eftermæle. At det overordentlig smukke epitafium i Voer Kirke med en fremragende gengivelse af den stolte renæssancekvinde ikke svarer til myten om hende, skal man ikke lade sig forstyrre af. Ingeborg Skeel repræsenterede renæssancetidens byggeglade adelsdamer Vi kender dem fra Berritsgård på Lolland, Holckenhavn på Fyn og Sostrup på Djursland. Men almuen begreb ikke, at kvinder pludselig kunne opføre prægtige bygningsværker. Med reformationen kom også troen på hekse, og det var nærliggende at antage, at der var lusk med i spillet, når kvinder gav sig i lag med disse mægtige byggeforetagender.

I Voer florerede snart rygter, historier og sagn om den ondskabsfulde, nærige og morderiske kvinde: Hendes eneste barn med Otte Banner skulle hun have pisket ihjel. Sandstensmaterialerne havde hun stjålet fra skibbrudne, og bygmesteren på Voergård skubbede hun i voldgraven, hvor han druknede. En karl, der stjal brænde i Voergårds skove, fik hugget armene af, hvorefter fruen lod fremstille en statue af »den arme mand«, en såkaldt herme i typisk renæssancestil.

Fru Ingeborg fulgte selvsagt sin mand til helvede, men vendte hver eneste nat tilbage til sin herregård og skræmte tjenerskabet fra vid og sans, når hun slukkede lysene med sin klamme gravånde. Til sidst lykkedes det dog en hidkaldt præst at lokke hendes genfærd ud i en mose, hvor hun blev nedsænket og fastholdt med pæle. Den standhaftige dame hjemsøger dog fortsat Voergård, hvor man især bør tage sig i agt for at holde alle gennemgangsdøre åbne. Ellers larmer fruen igennem bygningen ved nattetide.

Det herlige portræt på hendes epitafium i Voer Kirke viser en gudfrygtig kvinde. Kildematerialet beretter om en virkelysten og retskaffen godsejer, der oprettede et hospital for sognets fattigfolk, udbyggede egnens kirker, gav økonomisk bistand til trængte fæstebønder og generelt arbejdede for forbedringer på landbrugsområdet. Formentlig var hun for avanceret for den uoplyste bondestand. Deraf de mange ondskabsfulde historier om den byggelystne renæssancekvinde.